Efter den tidligere civilisation af Catan er der sket meget. Øen har udviklet sig til et moderne samfund, hvilket betyder stigende krav til energiforsyningen.
I denne nye stand-alone version skal I bygge kraftværker, som bidrager til energiproduktionen.
Vælger du at bygge fossile kraftværker, påvirker du det globale miljømæssige fodaftryk negativt – hvilket øger risikoen for, at negative effekter rammer dine produktionsanlæg. Vælger du derimod at bygge grønne kraftværker, sænker du aftrykket.
Og fik vi sagt, at et højt globalt fodaftryk øger risikoen for at hele spillet slutter brat? Alt dette giver nogle spændende dimensioner til Catan Ny Energi.
Catan Ny Energi: En helt ny version
Tidligere har Catan bestået af grundspillet og en række udvidelser – alt var altså fokuseret omkring den originale – og højt elskede – version af Catan.
Nu skrives der nogle helt nye sider i historiebøgerne for den entreprenørlokkende ø.
For selvom Catan Ny Energi bygger på grundelementer fra det originale Catan, så er det en komplet ny version, som hverken kræver – eller kan spilles med – det originale Catan.
Efter knap 35 år med den originale version, er det spændende med en komplet ny version, der tager fat i nutidens verden – med dens udfordringer og mulige løsninger.

Et spil med flere komponenter
Noget af det første, man oplever, når man får pakket Catan Ny Energi ud er, hvordan spillet har langt flere komponenter. Det gør, at der både er plads til de klassiske grundelementer fra Catan og til alle de nye elementer, som Ny Energi bringer på banen.
Her er nogle af de komponenter, som er tilføjet:
- Kraftværker – Til hver af sine byer kan der bygges kraftværker, som producerer energi
- Energi – Energien kan bruges til at få ressourcer, fjerne miljøskader, nedbryde kraftværker eller købe lagerbygningen
- Miljøskader – Disse kan enten forhindre en by eller et helt felt med at producerer både ressourcer og energi
- Lagerbygning – Hvis købt adgang er spillerens kortgrænse hævet til 10 kort (når miljøinspektøren kommer på banen efter der er rullet 7)
- Begivenhedsmarkører – Hver runde trækkes et givent antal markører fra en medfølgende stofpose, som så kan udløse forskellige effekter

Bygger på de klassiske komponenter
Hvis du allerede er ferm i det gode gamle Catan, så vil du allerede kunne en stor del af reglerne for Catan Ny Energi.
Kender du ikke Catan, så bare rolig – alle regler er naturligvis udførligt beskrevet, så du sagtens kan kaste dig over Catan Ny Energi som dit første Catan-spil.
De elementer som man vil kunne genkende er:
- Pladens opbygning med sekskantede brikker
- De forskellige havne, der gør handel med ressourcer billigere
- Terningkast og ressourceproduktion (med små tilføjelser dog)
- “Tyven”, der dog går under navnet Miljøinspektøren i denne version
- Specialkortene “Længste handelsvej” og “Største riddermagt” – sidstnævnte hedder dog “Mest aktive miljøforkæmper” her
- Konceptet med ressourcer (selvom de hedder noget nyt i Catan Ny Energi)
En fremragende kombination
Overordnet set, så formår Catan Ny Energi at komme med et nyt spil, der både kommer med en helt ny spiloplevelse og bygger på alle de velkendte elementer fra Catan. Spillet formår samtidigt at bringe et højaktuelt tema ind i spillet, som mærkes i hele spiloplevelsen.