Quizspil er, og vil nok altid være, populære blandt folk verden over. Der er trods alt intet bedre end at få bekræftet, at du selvfølgeligt ER klogere end dine venner! Men hvad er det helt præcist, quizspil kan?
Som quizspilsdesigner (af quizzone) lever Anders Poulsen af at stille spørgsmål til alt mellem himmel og jord. Vi syntes, det var på tide, at manden selv blev stillet nogle spørgsmål – om det hårdeste og bedste i virket som spildesigner, rejsen derhen, og hvad der gør quizspil specielle.
Quizzen – myte eller historie?
Det er et spøjst ord, ‘quiz’. Det lyder næsten lidt eksotisk, ikke? Men rent etymologisk er ordet stadig lidt af et mysterie. Men rygtet, derimod, går, at skuespiller og teaterindehaver Richard Daly i slutningen af 1700-tallet skulle have indgået et skelsættende væddemål. Kunne han monstro berige det engelske sprog med et helt nyt, skørt ord… på 24 timer?
Skeptikerne betvivlede det lettere ligegyldige lingvistiske mål, men Daly gik straks til værks. Han bad børnene i Dublins gader og stræder om at skrive følgende, fuldstændigt skøre bogstaver på alskens vægge og mure rundt omkring i byen: Q U I Z. Og ganske vist, på under et døgn, var ‘quiz’ på alles læber; og eftersom at ingen vidste, hvad dælen det ord betød, begyndte man at bruge ordet som betydende noget i stil med ‘test’. Daly blev rigere – og det samme gjorde det engelske, og senere danske, sprog!
Så næste gang Trivial Pursuit, OK Boomer eller Fauna kommer på bordet, kan du lige informere – og imponere – vennerne med denne lille fun fact!
Det passer sikkert ikke. Men det er da en meget god historie, ikke?
En snak med en quizspilsdesigner!
Hvad kan quizspil – og hvorfor er de så populære?
“Quizspil er umiddelbare; de er, hvad de er. Man skal ikke sætte sig ind i så meget, for grundsubstansen og omdrejningspunktet for quizspil er paratviden, pakket ind i simple mekanikker. Folk, der ved noget, vil bekræftes i, at de ved noget.”
Hvordan finder man på spørgsmål til quizspil?
“Det er hårdt arbejde. For at sikre, at hver kategori dækkes så holistisk som muligt, og at spørgsmålene ikke er for ensartede, udarbejder jeg gerne et skelet til kategorien, som består af 30 forskellige underkategorier.”
Er der nogle spørgsmål, du husker bedre end andre?
“Jeg husker faktisk langt de fleste spørgsmål… det er snarere de spørgsmål, jeg ikke husker svarene på, der er interessante. Jeg har skrevet om vores solsystem et utal af gange, og jeg kan stadig ikke huske planeternes rækkefølge, navnet på alskens himmellegemer, osv. Det sætter sig bare ikke, uanset hvor meget jeg skriver om dem.”
Hvad er det sværeste i brætspilsbranchen? Hvad er det bedste?
“Det sværeste er at gøre alle glade; det kan man nok ikke. Som i så mange andre spilgenrer, opstår der hos mange et krav om lidt mere kompleksitet og særlighed, når det gælder quizspil. Men bliver det for kompliceret, står 90% af folk af. Så det handler om at finde grænsen mellem de to ekstremer.
Det bedste ved mit job er de søde beskeder, jeg får fra nær og fjern, hvor folk deler, hvor meget de har hygget sig med de spil, jeg har lavet. Det gør altid min dag bedre, og det er en ære, at noget, jeg har skabt, bidrager til folks hyggelige stunder rundt omkring i landet.”