Hvad får man, hvis man blander twister og mikado?
Man får kærlighedsbarnet Sticks – et formidabelt selskabsspil, der hurtigt tryllebinder både børn og voksne.
Sticks er virkelig simpelt. Reglerne forklares på to minutter, det tager få sekunder at sætte op og runderne er hurtige.
Meeeen, man bliver hurtigt afhængig af spillet – det har “en runde til”-effekten.
Hvad går Sticks ud på?
Det er et samarbejdsspil, hvor pinde skal balanceres mellem spillernes hænder. Målet er at få et antal pinde (baseret på spillerantal) holdt mellem fingrene.
På ens tur skal man placere en pind mellem en af sine egne fingre og en på en medspiller. Hvilken medspiller og finger, afgøres af kort, som vendes.
I starten: Nemt, nærmest piece of cake.
Men efter et par pinde, begynder sveden på panden at pible frem, mens man forsøger at holde grebet på de eksisterende pinde, mens den nye skal placeres.
Spil for hele familien
Både børn og voksne bliver grebet af spillet, fordi det er så let at gå til – og så sker der noget helt fantastisk, både når man taber og når man vinder.
Taber man, veksles intensiteten lynhurtigt med grin og snak om, hvor umuligt det var at holde pindene på den måde, de var sat på.
Vinder man, så fryser scenariet nærmest, efter den sidste pind er placeret – i hvert fald i nogle sekunder, indtil alle lader pindene falde, så der kan highfives og jubles.
Lige præcis det gør et rigtig godt familiespil.
Brug for flere udfordringer?
Hvis I har brug for en ekstra udfordring, så gemmer spillet på en sjov – og om muligt mere kaotisk – udgave.
Pindene placeres stadig efter samme princip.
Men i stedet for at placere en pind, så kan man også tage en af de medfølgende skumbolde, som enten skal klemmes ind mellem to pinde eller balanceres oven på pindene.
Boldene må ikke røre fingrene, og de to samme pinde må kun bære på en bold.
Formår man at placere seks bolde, vinder man.
Falder en bold ned, så bare rolig (for det sker) … man har ikke tabt, men man er naturligvis en bold længere fra sejren.